ABC opfører daginstitution i Virklund

Stort fokus på udlejning af genanvendte moduler

Genanvendelig daginstitution i Virklund. ABC Pavilloner oplever en fortsat stigende efterspørgsel på leje af daginstitutioner. Engesvang-virksomheden er nu i gang med at opføre endnu en midlertidig daginstitution – denne gang i Virklund syd for Silkeborg. Børnehuset Korshøjvej, som daginstitutionen kommer til at hedde, opbygges af genanvendelige moduler, der tidligere har været anvendt til opførelsen af en midlertidig skole på Sjælland og en kontorbygning i Aarhus.

Genanvendelig daginstitution i Virklund

I Virklund i Midtjylland slår man til oktober dørene op til den midlertidige institution, Børnehuset Korshøjvej, som kommer til at huse godt 100 børnehave- og vuggestuebørn samt 20 ansatte. Opførelsen af de i alt 896 kvadratmeter, der fordeler sig på 22 moduler, står ABC Pavilloner for i en totalentreprise.

“I opførelsen af Børnehuset Korshøjvej har vi stort fokus på, at så mange materialer og byggekomponenter som overhovedet muligt bliver genanvendt i stedet for at ende som affald. Institutionen opbygges således af en særlig type multimoduler, hvor op mod 75 procent af materialerne genanvendes. Modulerne til dette projekt har tidligere været anvendt i forbindelse med både en midlertidig skole på Sjælland og en kontorbygning i Aarhus, forklarer afdelingsleder i ABC Pavilloner, Dennis Holm. Vegeberg.

CO2-udledning bliver væsentlige lavere

Modulernes CO2-udledning bliver væsentlig lavere end traditionelt byggeri på betonfundamenter, da dette byggeri placeres på såkaldte skruefundamenter, som er genanvendelige og belaster omkring 37 procent mindre end beton.

ABC Pavilloner har tidligere opført klimavenlige byggerier som Børnehuset Korshøjvej, hvor modulerne er genanvendelige. Tidligere på året leverede de en lignende institution til Resenbro nær Silkeborg. Ifølge Dennis Holm Vegeberg skyldes den stigende efterspørgsel på modulleje den hurtige og effektive opførelse.

“Modulbyggeri har fordel af præfabrikerede elementer, hvilket reducerer byggetiden markant. Dette gør det muligt for en institution som Børnehuset Korshøjvej at stå færdig på få måneder. Inflation og stigende omkostninger til byggematerialer gør leje af moduler mere attraktivt. Udgifterne fastsættes fra starten, hvilket giver forudsigelighed i økonomien siger Dennis Holm Vegeberg.

Stigende befolkningsvækst i Silkeborg Kommune

Opførelsen af daginstitutionen i Virklund skyldes ifølge bygherrerådgiver ved Silkeborg Kommune, Ingelise Thune, først og fremmest kommunens befolkningsvækst, som øger behovet for flere institutionspladser til de mange nye børn.

“Det har været en udfordring at finde en egnet placering til en permanent institution i Virklund, simpelthen fordi byen allerede er tæt på fuldt bebygget. Vi har derfor måttet søge om dispensation til at kunne opføre en midlertidig institution i Virklunds industriområde. Efter en udbudsrunde faldt valget på ABC Pavilloner grundet deres ekspertise i blandt andet midlertidigt modulbyggeri. Samtidig har ABC Pavilloner stor erfaring i lignede projekter, da de som bekendt tidligere på året opførte en tilsvarende institution i Resenbro, lyder det fra Ingelise Thune.

De midlertidige moduler til Børnehuset Korshøjvej i Virklund udlejes for en periode på op til fem år i første omgang.

Tilbage