Ny medarbejder hos modulproducenterne i Engesvang
Søstervirksomhederne ABC Pavilloner og Concept Living producerer på 25. år præfabrikerede moduler til byggeriet. Med ansættelsen af en ny medarbejder hos modulproducenterne i Engesvang sættes der nu mere fokus på salg, udlejning og marketing. ABC Pavilloner og Concept Living har ansat Martin Skaar Jacobsen som ny marketingprofil. Ansættelsen skal styrke relationerne til både nye og eksisterende kunder.
Martin Skaar Jacobsen skal styrke markedsføringen for midtjyske modulproducenter
Større synlighed og en mere proaktiv indsats inden for tilbud, salg og marketing skal skaffe flere opgaver til de midtjyske modulproducenter. Derfor har ledelsen ansat Martin Skaar Jacobsen, som skal styrke virksomhedernes udadvendte profil.
Martin Skaar Jacobsen begyndte i Engesvang den 1. oktober 2024. Han har mange års erfaring med marketing og kommunikation fra byggebranchen, sikkerhedsbranchen og ejendomsbranchen.
”Jeg har en bred erfaring fra byggemarkedskæder og boligudlejning samt seks år som marketingchef i et producentfirma. Mit fokus har været at skabe overblik og fremdrift med kvalitet i projekterne,” fortæller Martin Skaar Jacobsen.
Han ser frem til at bidrage med sin erfaring hos ABC Pavilloner og Concept Living. ”Jeg glæder mig til at støtte virksomhedernes arbejde med tilbud, udlejning, marketing og salg,” siger han.
Fokus på marketing og kundeudvikling
Direktør Kjeld Facius forklarer, at ansættelsen udspringer af et øget fokus på at styrke relationerne til både nye og eksisterende kunder.
”Vi ønsker at komme ombord hos de rette kunder og systematisere vores indsats i forhold til udbud og nye opgaver hos eksisterende kunder. Marketing spiller en vigtig rolle i det arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi har ansat en profil som Martin, der har bred brancheerfaring og en stærk faglighed inden for marketing og kommunikation,” siger Kjeld Facius.
Martin Skaar Jacobsen bor i Gl. Rye og kommer senest fra en stilling som udlejningskonsulent hos Thylander Gruppen. Tidligere har han været ansat i over 16 år hos sikkerhedsfirmaet Protect som både marketingkoordinator og marketingchef.