Bygningsarbejdere diskuterer planlægning og installation i et modulbyggeri med fokus på fremtidssikrede løsninger.

Fremtidens byggeri skal foregå med færre ressourcer

Mød ABC Pavilloner og Concept Living på den nye messe Byg & Bæredygtighed

Fremtidens byggeri skal foregå med færre ressourcer, bæredygtige byggematerialer og med flere muligheder for genanvendelse. Desuden skal udviklingen ske på tværs af alle aktører i byggebranchen og i alle led i processen. Det er søstervirksomhederne ABC Pavilloner og Concept Living meget bevidste om. Derfor deltager de også på den nye messe Byg & Bæredygtighed i Herning den 30. januar. Her vil de blandt andet dele ud af deres erfaringer og viden. Målet er at hjælpe små og mellemstore tømrer- og entreprenørvirksomheder med at skabe bæredygtige løsninger.

Krav om dokumentation og byggeteknikker

Krav til dokumentation og byggemetoder ændrer sig konstant i byggebranchen. Det skaber et behov for videndeling på tværs af branchen. ABC Pavilloner og Concept Living deltager på den lokale messe Byg & Bæredygtighed i Herning. Her deler de ud af mere end 25 års erfaring med modulbyggeri.

– Det er helt naturligt for os at støtte ildsjælene i byggebranchen. Messen giver små og mellemstore virksomheder adgang til ny viden om byggemetoder og lovkrav. Så vi var ikke i tvivl om, at det var en messe, som vi ville deltage i. Vi deler gerne vores erfaring,” siger Kjeld S. Facius, adm. direktør i ABC Pavilloner og Concept Living.

Kan genanvende op til 75 procent af modulerne

ABC Pavilloner og Concept Living har flere års erfaring med modulbyggeri, og den effektive byggemetode, hvor træ er det bærende byggemateriale, har givet modulproducenterne et forspring i at overholde de nye CO2-grænseværdier i bygningsreglementet.

Men modulbyggeriet er også en effektiv byggemetode, når det kommer til at bygge efter princippet om design for adskillelse og dermed bl.a. sænke ressourceforbruget og forebygge affald. Det ser ABC Pavilloner og Concept Livings bæredygtighedsleder, Thomas Kildeby Pedersen, frem til at udbrede til de andre deltagere på messen.

– Tiden, hvor vi blev ved med at producere nyt, er en forældet tankegang. I stedet er det nødvendigt at indtænke genanvendelse og et mindre ressourceforbrug i fremtidens byggeri. Vi har gennem mange år opbygget en stor vidensbank om modulbyggeri, og hvordan det kan være en effektiv byggemetode til at indtænke design for adskillelse, som optimerer materialeforbruget og genanvendelsen. Faktisk kan vi adskille 75 procent af byggematerialerne i et modul, når det har opfyldt sin levetid, og dermed kan materialerne genanvendes i nyt byggeri eller til nye materialer, forklarer Thomas Kildeby Pedersen og fortsætter:

– Men der er mange måder at bygge smart på, for at byggebranchen kan sænke ressourceforbruget og indtænke løsninger, som udleder mindre CO2. Derfor ser jeg også meget frem til at møde deltagerne på messen for at videndele og høre mere om, hvordan andre aktører i byggebranchen arbejder hen mod et mindre ressourcekrævende byggeri. Og ikke mindst at møde tømrer- og entreprenørvirksomhederne og forstå, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at optimere hele byggeprocessen.

Mød os på messen

Byg & Bæredygtighed finder sted den 30. januar kl. 8.30-15.30 på Herningsholm Erhvervsskole i Herning. Tilmelding til messen er gratis. Læs mere om messen her: https://bygogbaeredygtighed.dk/

Tilbage