ABC Pavilloner klar til Forsvarets kommende byggeopgaver
ABC Pavilloner udvalgt som leverandører på rammeaftalen
ABC Pavilloner er blevet udvalgt som leverandør på Etablissement- og Terrænkommandoens (ETK) nye rammeaftale om leje af pavilloner med købsoption. Aftalen skal sikre Forsvaret hurtig adgang til fleksible faciliteter i forbindelse med oprustning, nybyggeri og renovering i hele Kongeriget.
Virksomheden er blandt fem leverandører på rammeaftalen og kan nu byde på konkrete opgaver, der sendes i miniudbud. Pavillonerne kan anvendes til blandt andet indkvartering, kontorer, undervisning, kantiner og depotfaciliteter.
ABC Pavilloner har allerede erfaring med leverancer til Forsvaret og forventer, at den nye rammeaftale vil føre til øget aktivitet i produktionen.
Vi er glade for igen at få mulighed for at levere til Forsvaret. Med vores produktionskapacitet, erfaring og fleksible løsninger er vi godt rustet til de opgaver, der kommer. Vi har tidligere gennemført projekter på både Færøerne og i Grønland og er derfor også klar, hvis der opstår behov dér.
- Dennis Holm Vegeberg, afdelingsleder i ABC Pavilloner
Stor kapacitet og flere hænder skal møde efterspørgslen
Virksomheden har hovedsæde i Engesvang og råder over 26.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter i Danmark og Litauen. Produktionen kan håndtere op til 65 moduler ad gangen og fremstille op til 10 moduler om ugen. Samtidig udbygges udlejningsflåden med nye moduler for at være klar til kommende opgaver.
Den forventede vækst betyder også, at ABC Pavilloner forbereder sig på at ansætte flere håndværkere i produktionen, så kapaciteten kan øges i takt med efterspørgslen.
En væsentlig fordel ved virksomhedens modulbyggeri er, at modulerne kan genanvendes i nye projekter. Når en pavillon returneres, kan op til 75 procent af modulet genbruges, og bygningerne kan flyttes og tilpasses nye behov, hvilket giver stor fleksibilitet sammenlignet med traditionelt byggeri.
Den samlede rammeaftale har en anslået værdi på 4 mia. kr. med mulighed for at stige til 8 mia. kr. over aftalens fireårige løbetid.
Læs evt. interviewet i Midtjyllands Avis af direktør i ABC Pavilloner, Kjeld Facius: Bygge-firma får del i forsvarsaftale: Vil ansætte 50 medarbejdere og fordoble omsætningen